Leif Blædels anmeldelse af bogen:

fra Incest til MEDIE-HETZ
(Læs Nu Bogen i Flot PDF Super Format - klik her)

Weekendavisen:                             

MEDIER

De seksuelle minoriteters forsvarer

af Leif Blædel, Weekendavisen 12. - 17. december 1997

- Presse-hetz. Troels Peter Schmidt blev svinet til fordi han sagde om seksuallivet, hvad det er alt for anstødeligt at sige.

 - Anmeldelsernes samlede længde 21 sider -

Troels Peter Schmidt er en meget aktiv forsvarer af seksuelle minoriteter. Da han for 20 år siden arbejdede i Omkarteringen på Købmagergades Posthus og oplevede, at homoseksuelle blev chikaneret af andre postarbejdere, var han en af initiativtagerne til oprettelsen af et ligestillingsudvalg i Postarbejdernes Fagforbund. Det skulle modarbejde “enhver form for diskriminastion på grund af nationalitet, race, køn og seksualitet, som f.eks. homoseksualitet, transvestisme, transseksualitet osv.” Han er med i flere af minoritetsgruppernes sammenslutninger, var endda stifter af ekshibitionistforeningen Netværket Frie Kroppe - uden at han vist selv er ekshibitionist - han er også med i foreningen for pædofile uden selv at være pædofil (Troels Peter Schmidt var medstifter af gruppen, men har ikke været medlem i mere end 12 år, Troels Peter Schmidt). Han skriver desuden om seksualpolitik og har lavet radioudsendelser om seksuelle minoriteter.

  Det har ikke været uden omkostninger. For et par år siden, da han havde annonceret efter tilslutning til et “anti-pædagogisk netværk”, indledte bladet Socialpædagogen, som nok foretrækker pædagogiske netværk, en kampagne mod ham som pædofil, den blev fulgt op for fulde sejl af B.T. og Politiken gav sin tilslutning. I sin bog gengiver Troels Peter Schmidt alle angrebene og sine svar på dem - forresten også en uhyre forstandig artikel om den form for journalistik og om Pressenævnets forskel-på-folk-holdning til hans klage over den... det var en kommentar, jeg skrev her i bladet.

  Schmidts dokumentation er egnet til at gøre i hvert fald de lydhøre lidt klogere. Den vil være oplagt materiale ved et studium af presse-uhæderlighed på Journalisthøjskolen - hvis man ellers dersteds interesserer sig for det emne.

  Der er meget andet interessant dokumentarisk stof i bogen. Sammen med en medstuderende fra det seminarium, hvor han blev uddannet som pædagog, producerede Schmidt en udsendelse til P1s Båndværkstedet med titlen “Far, må jeg lege med din tissemand?”. Den vakte ikke begejstring i DRs daværende programudvalg, og i modsætning til vist nok alle andre udsendelser fra Båndværkstedet, blev den aldrig genudsendt. I forkortet form gengives den i bogen.

Langt fyldigere gengivet er udsendelsen “Findes der lykkelig blodskam?”, som Schmidt producerede sammen med Kai Nielsen i Vesterbro Natradio. Producenterne tager (selvfølgelig) klart afstand fra blodskam, hvor der er tale om seksuelt misbrug eller tvang, men da det ellers altid er misbruget som omtales, og omtales voldsomt, vil de belyse “den mest fortiede form for incest”. De interviewer til det formål cand. psych. Hans Hessellund, forfatteren Christian Braad Thomsen og cand. psych. Bent Petersen og bringer personlige beretninger fra mennesker, som fortæller om lykkelige blodskams- eller incestforhold i deres barndom. Efter de samtaler og beretninger blev der åbnet for lyttere som ringede ind - hvad mange gjorde, både kritikere og mennesker som havde positive erfaringer - og samtalede med to sexologer i studiet og med Troels Peter Schmidt.

  For sexologerne var det åbenbart, og det er vist nu om dage almindelig viden, at også børn har seksuelle følelser og fornemmelser. De mente også at børn ikke har skade, snarere udbytte af seksuelle forhold til søskende eller til voksne hvis det er noget de selv ønsker, og hvis det helt er på deres egne præmisser. Både de og udsendelsens tilrettelæggere var ganske sikkert enige med Chr. Braad Thomsen, da han sagde, at samfundet, efter hans mening “ikke har ret til at blande sig i, hvordan mennesker gensidigt og frivilligt lever deres liv. Samfundet har pl,igt til at gribe ind i samme øjeblik, der er tale om overgreb. Men samfundet tager fejl, når det tror, at alle incest-forhold pr. definition har karakter af overgreb, for det har de ikke.” Det sidste bekræftes af folk som Rigshospitalets sexologiske overlæge, professor Preben Hertoft - som mener at Troels Peter Schmidt pædagogisk er i slægt med A.S. Neill  (Om Neills  "Summerhill" skole, red.) - og forfattere som, blandt adskillige andre, Germaine Greer og Anais Nin.

  Det er jo synspunkter man dårligt har lov at have. Og det er endnu mere anstødeligt, når mennesker fortæller om egne lykkelige blodskamsoplevelser. Så det er sjældent man hører den slags udsagn. Men netop derfor er det højst værdifuldt at en uforfærdet, kæmpende mand som Troels Peter Schmidt lægger sit oplysende materiale frem, så både dokumentationens vægtighed og de konklusioner han drager, kan blive diskuteret på virkelighedens grundlag.

----------------------------------------------------------------------------------------------------

Far, må jeg lege med din tissemand? blev udsendt d. 17. august 1982. Dr. phil. Wilhelm von Rosen anmelder udsenelsen. Program om børns sexliv stoppet

For mere kritik af Pressenævnet:

(Mere af Blædel:)

Forskel på folk

af Leif Blædel

Pressenævnet og Kronprinsen. Dommen var afsagt på forhånd, den glimrer ved manglen på motivering og er i strid med retspraksis

Weekenavisen 12-18. september 1997:

Jeg har været en paparazzo.  I  1958 fotograferede jeg med 800 mm telelinse DKPs daværende formand, Aksel Larsen, da han inden udsmidningen var til afhøring hos partiets undersøger, advokat Chr. Vilh. Hagens. Billedet tog jeg gennem vinduerne til Hagens´ kontor i V. Voldgade, København. Information offentliggjorde det glad og gerne, det gjorde Berlingske Tidende også. Det har ikke meget at gøre med, hvad jeg vil skrive om her - men jeg vil ikke beskyldes for at have stukket noget under stolen, når jeg beskæftiger mig med paparazzi, kronprins Frederik og Pressenævnet.

  Lad mig først nævne, at fotografier af menneskers private udfoldelse på privat område i mine øjne er en grov krænkelse af de pågældende og ubetinget afskyelige. Derfor havde jeg en umiddelbar forståelse for, at Pressenævnet tog sagen op, men formandens udtalelser gav mig hurtigt 3 betænkligheder ved det:

  Den ene var at nævnet kun reagerede, fordi en hovedperson tilhørte kongehuset, det var ikke fordi man offentligfjorde snigbilleder, for den slags skilderier har bladene brugt talrige gange før uden nævns-kritik, og at det har været med udenlandske damer som motiv, kunne vel ikke gøre skilderierne mere presseetisk forsvarlige. To: En blind mand kunne føle med sin kæp, at dommen var afsagt på forhånd. Tre: De danske domstole har gennem ret domme opridset grænserne for hvilke billeder, det er privatlivskrænkende at publicere, og så skulle der ikke være brug for Pressenævnet i det stykke. Medmindre man vil påstå, det også har til opgave at lave bessermachen på domstolsafgørelser.

  Jeg synes ikke ligefrem Pressenævnets kendelse fjernede mine betænkeligheder. B.T. havde i første omgang undladt at bringe de kritiserede billeder, skønt det var muligt. Over for nøvnet begrundede det den efterfølgende anvendelse af billederne - efter at de først havde været  i TV og flere blade - med at de var logisk rigtige illustrationer til bladets brede dækning af den debat, der kom om problemerne. I samme forbindelse bragte bladet en afbildning af det svenske Aftenbladets  opslag med billedet af en bukseløs kronprins Frederik, men B.T. forsynede manden med en sort bjælke, der gjorde det umuligt at studere de detaljer ved ham, som et par badebukser ellers har til formål at skjule. Alligevel kalder Pressenævnet - blindet af forargelse? - det et nøgenbillede.

  Hvis nu nævnet mente, at snigbilleder fra privat område (hvis det var det) trods alle argumenter er presseetisk uforsvarlige, var det logisk  og konsekvent - uanset hvad man har ladet passere i fortiden. Men det er skam ikke nævnets standpunkt. Både EB og Se & Hør har anført, at deres billeder var hentet fra en offentligt  tilgængelig badestrand. Dertil siger nævnet bare, at det "ikke (er) af afgørende betydning for nævnets vurdering... om Kronprinsen befandt sig på privat område eller offentligt tilgængeligt område", billederne strider mod reglerne om krænkelse af privatlivets fred.

  Det var alligevel som pokker . Billedet taget på andre badestrande har det ifølge forfatteren til en respekteret bog om presseret, prof. Struer Lauridsen, "efetr en mildt talt temmelig fast dansk retspraksis" været helt lovligt at bringe. "Der findes mange domme, som klart giver udtryk for den retssætning, at det er tilladt at bringe billeder, som viser mennesker på en strand iført badetøj eller topløse eller endda helt nøgne. Det gælder dog selv om de pågældende har protesteret mod fotograferingen." Men for Pressenævnet er det åbenbart Kronprinsens person, som er afgørende. Det er nok også derfor man i modstrid med god retsskik helt undlader at tage stilling til de argumenter, bladene har fremført. Man nøjes med at undsige.

  Jeg har tidligere flere gange påvist, at Pressenævnet har afslået at kritisere aviser, når de groft bagtalte mennesker, hører til de uglesete i samfundet: Hells Angels, en forsvarer for pædofile, seksten Hare Krishna - den slags lider ifølge nævnet ingen skade ved løgnagtige beskyldninger. Nævnet har ingen respekt for reglen, at afgørelser skal træffes uden persons anseelse.

  Jeg ser at den fhv. justitsminister Hans Engell forarges over kritik af Pressenævnets afgørelse - og truer med, at hvis store aviser latterliggør nævnet, kan man hurtigt lave en strammere presselov.

  Nu er Hans Engell jo en mand, der føler behov for at profilere sig, hvad en udtrykt forargelse over paparazzi nok er egnet til. Desuden er han ansvarlig for den presselov vi nu har, hvorfor han i øvrigt - blandt andet på grund af  lovfæstelsen af Pressenævnet med en uhyrlig magtposition som retsskabende instans - vil gå over i pressehistorien som en mand, der alvorligt skadede pressefriheden. Så hans forsvar for nævnets der-er-forskel-på-folk-afgørelse er svær at tage alvorlig.

For flere anmeldelser. Læs hér:

Bøsse og lesbisk  Radio Rosas - 

ANMELDELSE af Troels Peter Schmidts  fra Incest til MEDIE-HETZ :

af Lars Michael Thomsen,  Radio Rosa, 7. december 1997

Denne bog handler om lang mere end incest og hetz. Især fordi Troels Peter Schmidt går langt tilbage i sin egen historie, som aktiv på den seksualpolitiske scene i Danmark. fra Incest til MEDIE-HETZ er interessant for historisk interesserede bøsser og lesbiske, fordi den dokumnenterer meget af den seksualpolitiske debat, som fandt sted fra Peter var med til at starte tidsskriftet Seksualpolitik i 1972 og stort set til i dag.

  Der er en del artikler fra begyndelsen af perioden da ligestilling på arbejdsmarkedet var noget vi kæmpede for og da tabuerne om incest og pædofili endnu ikke havde ramt Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Og så er der i sagens natur en del artikler og breve fra de seneste 3 år, efter som den omtalte medie-hetz fandt sted i vinteren og foråret 1995.

  Alt i alt er der mange eksemlpler på det modige og seksualpolitiske progressive arbejde som foregik udenom BBF, Lesbisk Bevægelse og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Meget ofte i samarbejde med disse organisationer, men lige så meget udenfor. Et arbejde som Troels Peter Schmidt selv ofte var en central figur i. Men tro nu ikke at bogen er ment som en promovering af Troels Peter Schmidt selv, for det er den ikke. Peter har et par sager som er større. Og som han brænder for.  

  Den ene er menneskets ret til at blive et helt og frit væsen som kan vælge hvad det vil og hvilke identiteter det vil påtage sig. Herunder naturligvis også hvilken seksualidentitet det vil have.

  Peter har studeret mange lærte og videnskabelige artikler om menneskets seksualitet, og han citerer dem flittigt i bogen. Han mener således, at meget seksualitet stadig, hér 30 år efter hippierne og flower power, er belagt med skyldfølelser eller behæftet med overgreb. Men han går meget i rette med de senere års næsten blinde dogme om incest og pædofili, som noget der udelukkende er skadeligt for den svage part. Det skal ses meget mere nuanceret mener han. Peter er uddannet pædagog og har som følge heraf arbejdet meget med børns seksualitet. Altså på papiret. Og i radiomediet.

  Det var således ham der i 1982 produceret en udsendelse på Danmarks Radio med titlen "Far, må jeg lege med din tissemand?" Og den planlagte genudsendelse blev, ja, man kan sige naturligvis, den blev i hvert fald stoppede.

  Senere, da gruppen af  pædofile mænd blev smidt ud af Landsforeningen for bøsser og lesbiske, gav Peter dem husly og stillede sin telefon til deres rådighed. På samme måde som han år tidligere havde vist sympati for bøsser, bisexuelle, kiggere, ekshibitionister og andre såkaldte perversioner. Nogen gange var han endda talmand for disse gruppers synspunkter, dog nogen gange, under pseudonym (Web-red: Schmidt er kun talsmand for ethvert menneskes ret til selvbestemmelse i egne anliggender). Efter hånden udviklede Troels Peter Schmidt sine såkaldte anti-pædagogiske teorier, hvilket gjorde ham særdeles upopulær i visse pædagogiske fagforeninger.

  Troels Peter Schmidt averterede i Politikens "Kom Frit Frem" i en periode i 1994 for sin gruppe som han kaldte "Anti-pædagogisk Netværk". Og for den yderlige forståelse læser jeg lige annoncens ordlød, den er ganske kort:  "Er opdragelse nødvendig? Findes der en hvid pædagogik? Hvordan kan vores børn blive ved med at være hele og frie? Er du interesseret i disse spørgsmål kontakt Anti-pædagogisk netværk -  en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre." Og så et telefonnummer man kunne ringe på, selvfølgelig.

  På baggrund af denne lille annonce lavede B.T., torsdag d. 26. jan., 1995 en forside artikel med overskriften "Pædofil lokker med privat børnepasning". Og så et billede af Troels Peter Schmidt. Politiken skrev derefter stort set det samme, samt at Peter var "erklæret pædofil". Peter røg i blækhuset og forlangte et dementi. Han var og er ikke pædofil. B.T. bragte dementiet, men Politiken afslog: "Vi modtager dagligt langt flere breve end vi har mulighed for at offentliggøre." skrev de tilbage.

  Troels Peter Schmidt gav imidlertid ikke op, men gik til Pressenævnet der gav Politikens redaktør, Tøger Seidenfaden, ret i at et dementi var overflødigt: "Således må man formode og have lov til at skrive", skriver Tøger Seidenfaden, "at et medlem af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er enten bøsse eller lesbisk". Men det skulle vise sig at være et dårligt eksempel.

  Men Peter gav ikke op, men samlede forskellige former for sympatierklæringer, som er bragt i bogen, f.eks. denne lettere lakoniske:

"I LBLs vedtægter hedder det: "Som medlem  kan optages bøsser, lesbiske og andre som sympatiserer med foreningens formål". Der er f.eks. eksempler på at forældre og søskende til bøsser og lesbiske er medlemmer. Landsforeningen er således uenig med chefredaktøren. I øvrigt er medlemskab af LBL hemmeligt og er som sådan omfattet af privatlivets fred på samme måde som en persons seksualliv." Underskrevet Søren Laursen. Formand.

Bogens vel mest centrale artikel er skrevet af Leif Blædel i Weekendavisen under overskriften "Nævnet, hvor retssikkerheden ikke gælder for de uglesete". Pressenævnet havde ingen indvendinger imod at Politiken kaldte en ikke-pædofil for "erklæret pædofil".

  Bogen udkom d. 1. december i år og den er på 218 sider og har snesevis af indlæg fra forskellige, f.eks. Preben Hertoft, Bjørn Elmquist, Hugo Hørlych Karlsen, Christian Braad Thomsen og mange flere. Spændende er det at læse fra INCEST til MEDIE-HETZ og forhåbentlig er det en bog der bliver læst på det politiske og pædagogiske parnas. Og den er god at have, om end ikke andet så fordi den er en guldgrube af dokumentation af hvad man kan blive udsat for, hvis ens meninger ikke lige passer de strømlinede herrer som er chefer for de store danske medier. Og så er den også et stykke dansk sexualpolitik. Lars Michael Thomsen, Radio Rosa, radio for bøsser og lesbiske på Sjælland.

De seksuelle minoriteters forsvarer

Leif Blædel anmelder fra INCEST til MEDIE-HETZ
i Weekendavisen 12. - 17. december 1997

- Presse-hetz. Troels Peter Schmidt blev svinet til fordi han sagde om seksuallivet, hvad det er alt for anstødeligt at sige.

Hjem

- Troels Peter Schmidt: fra INCEST til MEDIE-HETZ, 216 sider. 149 kr.

Etymologi og menneskelig adfærd

• En grønlandsk - skik om moder/barn intimitet og omsorg - en incestlignende skik

• Østgrønlandsk rejse i naturen

• Incest - etymologi og menneskelig adfærd

Hjem

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!: